Mød Sara, en 33-årig kvinde fra Finland, hvis erfaring med akut myeloid leukæmi (AML) begyndte i en alder af 26 år. På trods af udfordringerne skinner Saras modstandskraft igennem, når hun deler sin indsigt i, hvordan man navigerer i kræftbehandling, finder styrke i relationer og taler for unge voksne kræftpatienter.
Hvad er dit navn? Hvor gammel er du? Hvor kommer du fra?
Mit navn er Sara. Jeg er 33 år og kommer fra Finland.
Hvad er din diagnose?
Akut myeloid leukæmi, forkortet AML.
Hvordan og hvornår fandt du ud af din diagnose?
Som 26-årig blev jeg pludselig indlagt på grund af uafbrudte blødninger. Når jeg ser tilbage, havde jeg andre symptomer som infektioner i flere omgange og træthed, men de blev så let forklaret med stress.
Hvad har kræftoplevelsen lært dig?
At jeg er så modstandsdygtig! Jeg har været igennem så meget, og jeg er stadig i stand til at fortsætte og nyde livet. Efter afslutningen af min aktive behandling kæmpede jeg meget mentalt, men jeg var stadig i stand til at forsvare mig selv og finde den rette behandler til at hjælpe mig.
Hvad hjalp dig mest under behandlingsprocessen?
Min familie og mine venner. Jeg vil være dem alle evigt taknemmelig for, at de var der for mig og holdt mig underrettet og ikke behandlede mig som en patient. Der var så mange mennesker, der var klar til at besøge mig, at jeg måtte holde styr på det hele med min kalender!
Hvad vil du gerne udrette inden for EU-CAYAS-NET?
Jeg vil gerne være med til at skabe et stærkere bånd mellem vores nationale og andre europæiske foreninger. Der er så få AYA-patienter i Finland, at det nogle gange ikke er muligt at få peer-støtte, så måske kunne europæiske peers hjælpe med at bygge bro over den kløft. Der er også så mange fremragende ressourcer i dette netværk, at det ville være en skam ikke at udnytte dem og i stedet forsøge at gøre alting selv.
Hvad laver du i din fritid?
Jeg er aktivt medlem af et par kræftforeninger, hvor jeg kæmper for unge voksne. Jeg prøver at afbalancere det ved at holde kontakten med mine venner og gå ud. Jeg tilbragte så meget tid på mit hospitalsværelse eller derhjemme, at jeg nu prøver at komme ud og opleve alt! Museer, teatre, byfester ... Jeg er der, hvis der er noget!
Hvad er det bedste råd, du nogensinde har fået?
"Også dette vil gå over". Sagt til mig af min yndlingssygeplejerske, da jeg ikke kunne se enden på mine behandlinger, og depressionen var ved at snige sig ind på mig. Det er sådan en lille ændring i tankegangen med så stor effekt. Jeg bruger det selv nu, når jeg føler mig fastlåst, nedtrykt eller frustreret over nye forhindringer.
Hvilket personligt mål vil du gerne nå som det næste?
Jeg har haft langvarige bivirkninger, som forhindrer mig i at være så aktiv, som jeg gerne ville. Mit kortsigtede mål er at blive i stand til at løbe lange distancer og så en dag deltage i World Transplant Games!
Hvordan klarer du det, når det bliver svært?
Jeg har lært at åbne op over for mine nærmeste og omfavne dialogens kraft. Instinktivt ville jeg lukke alting inde og isolere mig fra alle, men da det kun gør det hele sværere, er jeg begyndt at sætte ord på mine følelser. Jeg har bemærket, at det virkelig hjælper! Gensidighed er nøglen her, for jeg vil ikke have, at nogen skal føle sig som en ulønnet terapeut.
Hvilken lektie var sværest for dig at lære?
At mit liv aldrig vil blive, som det var engang. Jeg brugte så meget tid på at tænke, at når jeg var færdig med mine behandlinger og tilbage i form, kunne jeg genoptage mit liv. Jeg var nødt til at sørge over tabet af mit ubekymrede liv og lære at acceptere dette nye kapitel. Da jeg holdt op med at sammenligne mig selv med andre eller med mit yngre jeg, blev livet meget bedre.
Hvilken app bruger du mest på din telefon?
Sandsynligvis Instagram. Jeg er virkelig dårlig til at dele mit liv der, men jeg elsker at sende og modtage memes og sjove klip. Jeg kan også godt lide at se, hvad alle mine nye EU-CAYAS-NET-venner har gang i!
Hvad er det sidste, du har set på tv/internet/Netflix, og hvorfor valgte du at se det?
Jeg har set Normal People. Det var sådan en god påmindelse om, at normalitet virkelig ikke findes, og at vi alle har dæmoner. Det er så let at fortabe sig i det enorme hul, som kræft er, at man nogle gange glemmer, at livet byder på vanskeligheder for os alle, selv når alt går godt.
