Mød Iva, en 20-årig overlevende fra Skopje i Makedonien. Hendes oplevelse har været en blanding af op- og nedture og uforglemmelige øjeblikke. Ivas historie handler om styrke, om at finde sit eget folk og om at omfavne de gode ting, livet har at byde på.
Kan du præsentere dig selv?
Hej, jeg hedder Iva, jeg er 20 år gammel og bor i Skopje, Makedonien.
Hvad var din diagnose?
Jeg blev diagnosticeret med chondrosarkom grad 2.
Kan du fortælle os, hvordan og hvornår du fandt ud af din diagnose?
Mine første symptomer begyndte, da jeg var 14 år gammel. Jeg begyndte at have konstante smerter i min venstre overarm, men jeg ignorerede det i et par måneder. Jeg trænede karate og taekwondo, så jeg troede, at smerterne skyldtes et dårligt slag eller overbelastning af min arm. På min sommerferie opdagede jeg så en knude lige der, hvor smerten var værst, og så snart jeg kom hjem, bestilte mine forældre en tid hos lægen. Det tog os et par forskellige læger og en masse aftaler at få bekræftet diagnosen.
Hvad motiverede dig til at blive en del af EU-CAYAS-NET, og hvad betyder det for dig?
Da jeg hørte om EU-CAYAS-NET, kunne jeg ikke tro, at der fandtes en sådan organisation. Jeg var så spændt på at møde mennesker med lignende erfaringer, at kunne relatere til nogen, men vigtigst af alt at lære om efterbehandling og overgangen til et "normalt" liv.
Hvordan har kræft ændret dit perspektiv på livet?
Kræft har ændret mit liv på mange måder, nogle gode og nogle dårlige. Den fik mig til at indse, hvor meget folk holder af mig, hvor vigtigt helbredet er, og hvorfor man ikke skal tage det for givet. Men den har også gjort mig mere forsigtig og endda bange i visse situationer, når det gælder mit helbred. Jeg kan huske, at jeg var i en forlystelsespark med min mor et par måneder efter min sidste operation og kiggede på en rutsjebane. Min mor spurgte, om jeg var for bange til at tage den, og jeg grinede bare og sagde: "Jeg har overlevet kræft, den her er ikke noget for mig."
Hvad hjalp dig under behandlingsprocessen?
Lige siden jeg fik min diagnose, har alle omkring mig vist mig så meget kærlighed og støtte, og det er jeg evigt taknemmelig for. Min familie forlod aldrig min side. De kom til alle aftaler, hentede alt, hvad vi skulle bruge til min sidste operation i Østrig, og ofrede deres karrierer for at blive hos mig i et par måneder. Mine venner gjorde alt, hvad de kunne, for at gøre mig glad. Min bedste ven og min søster klippede endda deres hår sammen med mig, da lægerne sagde, at behandlingen ville få mit til at falde af.
Hvordan har dit liv ændret sig siden din diagnose?
Jeg kæmper stadig med akutte smerter, og min styrke er ikke, hvad den har været, men jeg er taknemmelig for oplevelsen. Alt, hvad jeg gik igennem, formede mig til den person, jeg er i dag. Det fik mig til at forelske mig i medicin, og jeg håber en dag at kunne diagnosticere og hjælpe andre som mig. Jeg vil også gerne tro, at det har gjort mig til et ægte og hensynsfuldt menneske, som er fokuseret på den rette vej i livet.
Hvis du kunne gå tilbage til den dag, du fik din diagnose, hvad ville du så sige til dig selv?
Jeg ville sige til lille Iva, at hun ikke skal bekymre sig, og at hun skal holde op med at lave sjov med diagnosen, for folk er oprigtigt bekymrede for hende. Helt alvorligt synes jeg, at al den information er meget for et barn, hvis eneste bekymring burde være at starte i gymnasiet. Hun bør prøve at fokusere på de gode ting og de fantastiske nye mennesker, hun vil møde.
Hvad er det, du ville ønske, at flere forstod ved at være en ung kræftoverlever?
Folk bør indse, at unge kræftoverlevere stadig bare er unge mennesker, der forsøger at leve deres liv som alle andre. Nogle af os kan ikke lide at tale om vores oplevelser, fordi det får folk til at se os anderledes, som skrøbelige.
Hvordan kan du lide at bruge din fritid?
Ud over at gå ud med vennerne og få mine forældre til at bekymre sig om, hvorvidt jeg kommer til tiden, elsker jeg at læse og vandre. Jeg prøver at være mere aktiv i lokalsamfundet og er for nylig begyndt at arbejde frivilligt.
Hvis du kunne lære noget nyt med det samme, hvad ville du så gerne have et lynkursus i?
Jeg ville elske at lære at spille et instrument. En af mine venner prøvede at lære mig at spille guitar, men efter 20 minutter var det eneste, jeg lærte, at irritere hende.
Har du et livsmotto? Hvilket citat eller ordsprog inspirerer dig mest?
Der er et ordsprog på mit sprog, som kan oversættes til "Det ville skræmme en bjørn, men ikke mig." Jeg ændrede det til "Det ville skræmme en bjørn, og mig dobbelt så meget." Det startede som en sjov ting at sige, men nu minder det mig om, at frygt er normalt, og at jeg skal presse mig igennem den.
Hvad står der på din ønskeseddel? Er der noget, du drømmer om at gøre eller udrette?
I år er jeg begyndt at rejse, og jeg håber at kunne fortsætte med at se forskellige steder, møde nye mennesker og opleve andre kulturer. Jeg har også planer om at tage til et Formel 1-løb, hvilket længe har været et stort punkt på min ønskeseddel.
Hvilket personligt mål arbejder du hen imod som det næste?
Mit næste mål er at blive færdig med min uddannelse. Jeg er i gang med det sidste år af min bacheloruddannelse i bioteknologi, og jeg håber at blive færdig til tiden.
Hvordan klarer du det, når det bliver svært?
Jeg prøver at tænke på de gode ting i livet, glade minder og ægte mennesker. Efter en kort nedsmeltning fokuserer jeg på at finde løsninger, der kan gøre situationen bedre. Jeg skriver en plan ned og prøver at sætte kryds i alle felter.
Hvilken app bruger du mest på din telefon?
Som alle andre kan jeg ikke lade være med at scrolle gennem Instagram, men på det seneste er jeg blevet besat af Health-appen og skridttælleren, og jeg prøver at være mere aktiv dag for dag.
Hvilken bog, film eller sang vil du anbefale til alle?
Da jeg fik min diagnose, begyndte jeg at se og læse alle de romantiske hospitalskomedier for at finde en form for trøst, og bogen Five feet apart fik mig altid til at smile.
